Mit liv i korte træk.

1954-1968.

Jeg blev født på en fødeklinik på Frederiksberg den 25 august 1954. Vi boede i Toldbodgade med udsigt over Københavns havn. Ejendommen findes ikke mere, da den skulle give plads til Amaliehaven.
Mine forældre var Walther Kristensen (typograf / maskinsætter) og Kaja (hjemmegående husmor). Mine bedsteforældre boede alle i Roskilde.
Da jeg var 3 år gammel, flyttede vi til Roskilde, hvor begge mine forældre jo kom fra. Da havde faktisk gået i skole sammen.
Hele min barndom og ungdom flyttede vi en del rundt på Sjælland. For at nævne stederne i kronologisk orden, boede vi i: København, Roskilde, Tjæreby ved Roskilde, Bråby ved Haslev, Næstved, Herlufmagle, Helsingør og Fredensborg.
Jeg startede i 1 klasse på Hedegårdenes Skole i Roskilde i 1960 og de første år var en spændende tid for mig.

I 1963 blev min søster Bente født, så nu var vi en familien på 4. familien Da der var 9 års mellem os, så havde vi ikke så meget sammen de første mange år, men det kom der heldigvis senere.

I 1968 blev jeg konfirmeret i Sankt Mortens Kirke i Næstved.
De 4 år vi boede i Næstved, var en periode hvor jeg fik mange gode venner. Jeg kom tit på havnen og stationen, det var også her kimen blev lagt til mine store interesser for disse områder, som senere blev mine erhverv.
Samme år fik jeg også mit første arbejde som bydreng og forefaldende arbejde i en fotoforretning, her fik jeg mit første kameraet, et Adox Golf 2A.

1968-1976.

Det næste store punkt i mit liv, var da vi flyttede til Helsingør i 1968.
Min far havde en fætter Orla. Han havde købmandsforretninger "OP Marked" på Mads Holms Vej. De var så trætte at al den handel bagom på fridagene, at de flyttede til Snekkersten. Vi lejede så huset bag forretningen, og her var jeg også glad for at bo.
Da forretningen i 1970 skulle sælges, flyttede vi til en lejlighed på Rosenkildevej.

Helsingør var en dejlig by, den havde alle de ting jeg interesserede mig for. For at nævne nogle var her 3 dyrehandlere, 2 spændende havne og en masse fritidsaktiviteter. Blandt andet blev jeg en meget aktiv lystfisker.

Da jeg gik i ungdomsskolen, fik jeg mange gode venner her. Her fik jeg øjnene op for radiohobbyen. De fleste venner havde walkie-talkie, og det varede ikke længe før jeg også fik en. Der blev trukket antennekabel fra lejligheden på 1 sal til en antenne på loftet over 4 salen.
Jeg fik kaldesignalet "Congo-54", som senere blev ændret til "Station-54". Jeg kunne nemlig ikke rigtig indordne mig under det loven krævede, så jeg havde forladt Congo klubben.
Min radio havde 23 kanaler og kunde sende med 5W, med en hjemmebygget 100W forstærker bagefter. Det var noget andet end de 100mW der var tilladt.

Mens jeg boede i Helsingør, kom jeg meget på lodskontoret, da en af mine skolekammeraters far var lods. Jeg sejlede tit med lodsbådene og tjente lidt penge i fritiden som medhjælper her.
Rederiet "Svitzer" havde 2 slæbebåde stationeret her, "Bien" og "Uranus", som jeg tit kom på. Da "Bien" en dag stod og manglede en ferieafløser, blev jeg dæksdreng her. Selvom jeg led meget af søsyge, så var jeg glad for jobbet og tjente rigtig gode penge.
Jeg kom tit på stenfiskerbåden "STF77 Albatros", der var ved at blive sat i stand i Nordhavnen. Da den var færdig, fik jeg tilbudt job hos "Havmandens Dykkerservice", hvor jeg var bedstemand på båden og dykkermedhjælper ved mange sjove opgaver rundt omkring. Jeg prævede da også at dykke selv en enkelt gang.

Da jeg godt kunne tænke mig at blive skibsingeniør, men ikke var student, startede jeg på adgangskursus på "Helsingør Teknikum". Det var meget spændende, men også hårdt at tage en studentereksamen på kun 1 år. Da det ville blive meget svært at finde job i Danmark, sluttede jeg her efter et halvt år.
Det fik en ende i sommeren 1972, hvor lodseriet skaffede mig læreplads som elektronikmekanikerlærling hos "Ingeniørfirmaet M P Pedersen" i København. De lavede skibsradioer, så det var jo lige noget der passede mig.

Vi flyttede til Fredensborg i 1972, hvor jeg også var glad for at bo og fik mange venner.
I 1973 fik jeg licens som radioamatør med kaldesignalet "OZ7YA" og walkien blev skiftet ud med en VHF-radio til 2m båndet. Nu var det slut med at sende ulovligt.
Her fandt jeg i 1973 min første kærlighed, desværre døde hun meget tragisk senere på året.
Jeg gik til dans i 1973-75 og min dansepartner havde en hyggelig kælderlejlighed i Fredensborg, som jeg lejede i 1974. Hun skulle nemlig bo i Norge i 1 år, så det passede jo fint.
Da hun kom hjem, lejede jeg en kælderlejlighed hos en af fars kolleger i Hillerød, her boede jeg til 1976.

I slutningen af 1974 lukkede "M P Pedersen" desværre. Så jeg måtte stemme dørklokker for at finde et sted, hvor jeg kunne færdiggøre min læretid.
Efter at have været ca 25 steder var der bid, så jeg kunne færdiggøre den sidste tid hos "Decca Marine" i København. Her var jeg fra sidst i 1974 til foråret 1976.

1976-1982.

Da jeg havde sparet op til udbetalingen, købte jeg i 1976 min første ejerlejlighed på Tamsborgvej 15 i Hillerød.

Jeg blev udlært, fik jeg lov til at blive hos "Decca" i 3 måneder, så jeg kiggede efter et spændende sted at arbejde. Det fandt jeg så hos "ITT Standard Electric A/S" i Glostrup, hvor jeg blev ansat i marine service afdelingen.
Jeg var rigtig glad for at være hos "ITT", for jeg kom meget rundt omkring på spændende opgaver. Jeg var tit på "Svitzer"s skibe da de fleste havde "ITT" radioer, så jeg fik hilst på mange gamle venner.

Glæden fik en ende i 1978, hvor hele firmaet skulle flytte til Horsens og der havde jeg ikke lyst til at flytte hen.
Heldigvis fandt jeg et job i serviceafdelingen hos "Tage Olsen A/S" i København. Det foregik mest i selve firmaet, men jeg fik senere tilbudt job i salgsafdelingen for kommunikation. Det var meget anderledes, og det værste var at jeg skulle gå i jakkesæt og slips. Jeg hader at gå med slips!!
Men trods det, så fik jeg da besøgt blandt andet USA, Grønland, Island og Færøerne.

En dag så jeg en dejlig lejlighed, der var til salg. Det var en stor villa, der var delt op i 4 lejligheder. Her købte jeg en på kørste sal og flyttede i 1979 til Frederiksgade 15 i Hillerød.
I 1980 skulle der skæres ned på personalet i firmaet, så der røg jeg ud fra "Tage Olsen".

En dag fik jeg heldigvis det berømte tilbud, jeg ikke kunne afslå, og så havnede jeg på udviklingslaboratoriet på "HMP Antennefabrik" i Hillerød, så tæt på mit hjem at jeg kunne cykle frem og tilbage. Senere kom det til at hedde "Phelps Dodge" og "Celwave Electronics". Her var arbejdområdet nyt for mig, med udvikling af antenner og computerstyringer. Det var også en meget spændende og lærerig tid.
Men atter blev jeg ramt af nedskæringer, og da udviklingsafdelingen blev flyttet til USA, passede min nye funktion i firmaet mig ikke rigtigt, så jeg forlod firmaet i 1983.

Mens jeg boede i Hillerød underviste jeg i flere år i elektronik på ungdomsskolen. Det kunne lade sig gøre for jeg have ingen rejseopgaver mere. Der var et rigtig godt sammenhold og jeg fik mange gode venner der.

1982-2003.

I 1982 havde jeg lært Hannelise, der var apoteksassistent, at kende og vi købte et rækkehus på Ellehjørnet 12 i Kgs Lyngby. Jeg have engang besluttet, at jeg aldrig ville bo tættere på Københavns rådhusplads end 15km og huset vi fandt lå 15,3km derfra, så det opfyldte kravet.
Både hus og have havde en passende størrelse til os, da vi ville have 2 børn.

En dag så jeg en annonce, hvor DSB søgte en tekniker til deres radiogruppe, og da jeg fik jobbet havnede jeg nu i statens tjeneste.
Det var en 3 årig stilling, men jeg have for mange år siden besluttet, at jeg ikke ville være mere end 3 år samme sted, så det passede jo fint. Radiogruppen havde kontor ved Tagensvej i København tæt på godsbanen, hvor vi have eget spor med vores radiomålevogn.

I 1984 kom Torben til verden, så jeg var glad for ikke at skulle rejse så meget mere. Godt nok var jeg tit ude og køre med målevognen, men vi var 2 om at deles om disse opgaver.
Hannelise havde været spejder det meste af sit liv, og da jeg også havde været spejder tidligere, så deltog jeg også i lejre og andre større aktiviteter.
Da de 3 år ved DSB var ved at være gået og via mit netværk der var blevet stort, fik jeg tilbudt at blive fastansat, men i det der hed "APO ATC/HKT" der boede i Sølvgade. Der arbejdede de med udvikling af et togstyre systemer. Det var et helt nyt område for mig, men meget spændende.

Da vi var midt i 1987 kom Rasmus til verden. Med 2 aktive drenge var der nok at få fritiden til at gå med i flere år.
Helt fra små, var drengene vant til livet i naturen. De var med på spejderlejr hvert år, og vi var på mange ture i skoven. Da vi ikke havde bil, så foregik mange ture bag på en cykel. Senere kørte de heldigvis selv.

Vi var på en spændende cykelferie på Bornholm. Helt fra barn var jeg kommet meget på Bornholm, hvor mine forældre havde bekendte, så vi var på ferie der hvert år. Senere var jeg der også på arbejde flere gange. Jeg husker en vinter, hvor jeg var ovre og reparere TV senderen i Årsballe midt på øen, men der var kun et hotel åbent i Rønne. Så var det om at huske vejen, da alt var dækket af sne.

Jobbet ved DSB Bane, senere Banestyrelsen, bragte mig meget rundt i landet. Som regel var det heldigvis nogle sammenhængende dage, så det passede fint med familielivet.
Gennem årene avancerede jeg stille og roligt i firmaet. Først midlertidig ansat tekniker, så fastansat tjenestemand med mulighed for at stige i lønrammerne - og ansvaret.
Mens jeg arbejdede i Sølvgade, havde jeg en aftale om at hjælpe Jernbanemuseet et par timer om ugen. De havde nogle kontorer med et par faste medarbejdere, som jeg kendte fra den tid jeg rodede med veterantog.

På et tidspunkt blev jeg "headhuntet" af chefen for Principkontrolafdelingen, senere Valideringsafdelingen, da de skulle bruge en medarbejder der havde indgående kendskab til ATC og HKT systemerne. Her fik jeg titlen signalingeniør.

Da Øresundbroen i 2000 var klar til togkørsel, startede noget meget spændende for mig. Jeg havde længe arbejdet med et kombineret dansk - svensk ATC system, og alle tog med disse anlæg skulle afprøves individuelt. Der var 4 personer i Danmark der var godkendt til at afprøve disse tog og jeg var en af dem.
Jeg tror jeg kom op på 250 prøvekørsler mellem København og Malmø gennem tiden.

I juli 2001 etablerede den engelske virksomhed Atkins sig i Danmark ved opkøbet af Banestyrelsen Rådgivning. Da jeg var tjenestemand blev jeg så fast udlånt til Atkins.

Trods de mange fælles aktiviteter, så gled vi gennem årene længere fra hinanden. I 2003, da drengene var blevet store, valgte jeg at blive skilt og flytte.

2003-2019.

Da jeg var blevet skilt, besluttede jeg at flytte tilbage til Helsingør, som jeg savnede meget. Jeg købte et halvt dobbelthus på Lerbakkevej 18. Det kunne først overtages 6 måneder senere, så jeg var nomade i den tid.
I starten boede jeg i gæsteværelser hos gode venner og senere lejede jeg en lille taglejlighed i Espergærde med udsigt over Øresund.

I den periode havde jeg lært Lisbeth at kend. Da hun boede på Langeland, kom jeg der næsten hver weekend. Hurra for at jeg kunne rejse gratis med toget.

I april 2004 flytter Atkins til Arne Jacobsens Allé 17 på Amager, hvor vi havde god udsigt, for det var et ret øde område dengang.
Da jeg i maj 2004 havde overtaget huset i Helsingør, flyttede Lisbeth og jeg sammen der. Huset var oprindelig købt til mig selv alene, så det var ikke så stort, men der blev da plads til os alle 4 for Lisbeth havde 2 børn, Emil og Manna.

Da Lisbeth blandt andet var uddannet kok, så fik jeg ikke lov til at lave mad. Hun kom fra arbejsløsheden på Langeland til et helt tag-selv-burd i Helsingør og fik job hos en bager. Her var hun glad for at være, men en fejlopereret knæskade satte en stopper for det.

Torben og Rasmus kom tit hos os og havde heldigvis accepteret Emil og Manna som søskende. Lisbeth kaldte de for "mutter" og de betragtede os alle 6 som en stor familie.
Torben var blevet pædagog og havde fået job på et fritidshjem, hvor han kunne glæde de unge mennesker med rollespil og friluftsliv.

Der kom en revalidering på bordet, og så fik Lisbeth en ny uddannelse, og blev ansat som Sundhedsservicesekretær hos kiropraktor Greiffenberg. Her var hun meget glad for at være og lærte en masse om forskellige specielle behandlinger.

Desværre havde Lisbeths helbred det værre og værre, og hun savnede Langeland rigtig meget. Derfor købte vi i 2008 et idyllisk stråtækt bondehus "Straahatten" i Humble på Sydlangeland. Det første år var det delvist udlejet som feriehus, men vi flyttede ind i juni 2009 og huset i Helsingør blev lejet ud til en kollega.

Emil var kommet i lære på et traktorværksted i Rudkøbing og kunne leje et værelse hos nogle venner for en kortere tid. Senere fandt han en hyggelig lejlighed i Rudkøbing.
Atkins gik med til, at jeg kom på halv tid og mest arbejdede hjemmefra med 1 ugenlig dag på kontoret. Selv om lønnen faldt tilsvarende kunne vi klare os nogenlunde. Der kom stadig regelmæssige prøvekørsler og rejser rundt i landet.

Vi lejede en nedlagt købmandsforretning i Nordenbro og Lisbeth åbnede en rigtig blandet landhandel "Butik Straahatten" der. Vi havde blandt andet en masse produkter hun kendte fra Greiffenberg, brød, pålæg og øl, dyrefoder, ja alt hvad folk spurgte efter.

Jeg havde brygget øl i flere år, og jeg fik så meget ros for det, at jeg ville lave et mikrobryggeri. Jeg kandt egnede lokaler i Bagenkop og bestilte et mindre bryganlæg i USA. Desvæærre kunne "Butik Straahatten" ikke overleve at feriegæsterne tog hjem, og den måtte lukke i vinteren 2009. Det økonomiske tab betød også at jeg måtte opgive drømmen om bryghuset, men heldigvis kunne jeg slippe ud af aftalen om at købe bryganlægget.

Livet gik stille og roligt videre, og vi fik kæmpet os igennem systemet, så Lisbeth blev invalidepensionist. Vennerne smuldrede og til sidst var der kun få vi kom sammen med.
Økonomien havde det ikke så godt, og det blev værre i 2013, da Banedanmark skulle have nyt signalsystem og med en uges varsel stoppede vedligeholdelse og ombygninger af de eksisterende anlæg. Da jeg lavede ændringer af det eksisterende signalsystem, faldt hovedparten af mit arbejde bort, og jeg skulle nu møde på kontoret i København 2 gange om ugen.
Da min økonomi jo ikke var for god, så blev den helt elendig nu, og jeg fik stress. Det kunne kroppen ikke holde til, og jeg blev syg. Der kom flere black-outs og en enkelt gang fik jeg hjertestop. Jeg kan oplyse, at alt bare bliver helt sort når man dør!! Heldigvis fik Lisbeth genoplivet mig.

Manna var flyttet hjemmefra og boede sammen hed hendes kæreste Thor i Rudkøbing. Hun ville gerne have noget med dyr og landbrug at gøre, så hun gik i gang med en uddannelse som landbrugsteknolog.

I januar 2014 fik jeg det dårligt om natten og skulle på toilettet. Efter at have kastet op faldt jeg om uden at kunne røre mig eller tale. Det var først om morgenen Lisbeth fandt mig, men der var det for sent at gøre noget. Jeg havde fået en blodprop i hjernen og var nu lam i hele højre side og havde en hjerneskade.
Nu var det for alvor noget skidt at bo langt ude på landet, hen heldigvis blev lejeren af huset i Helsingør gift og flyttede.

Rasmus har altid været meget interesseret i mit arbejde og var et par gange med på prøvetur med togene. Han ville gå samme vej som mig og blev færdig som stærkstrømsimgeniør i 2015. Da han ikke kunne blive på kollegiet, var han så heldig at lejeren af huset på Lerbakkevej var flyttet, så han kunne bo der til han fandt en lejlighed.

I august 2015 var Lisbeth indlagt på Svendborg Sygehus og lægen snakkede med mig om at hun havde fået alvorlig stress. Hvis jeg ville redde hendes liv, så skulle vi flytte til Helsingør så hurtigt som muligt.
Så kom jeg i omdrejninger og 4 dage senere kom flyttefolkene, pakkede alt i huset på Langeland og jeg flyttede til Helsingør. Nogle dage senere blev Lisbeth overført til genoptræning på Poppelgården i Snekkersten.

Mens hun lå der, kom jeg der hver dag. Vi spiste sammen og var meget ude i deres lukkede have, hvor der var en vuliere med flotte fugle.
Efter et par måneder kom Lisbeth hjem, og vi skulle til at finde en hverdag sammen på Lerbakkevej.

Manna blev færdig med uddannelsen i 2018 og fik job på et landbrug på Fyn, mens Thor læser til Skovfoged på "Skovskolen" i Nødebo, så de er kun sammen i weekenderne. Heldigvis kommer han så tit her og hjælper med at gøre haven i orden

På Langeland havde jeg fået 3 timers træning 2 gange om ugen i et år, og jeg kunne gå over en km uden hjælpemidler. Desværre havde man ikke et tilsvarende tilbud i Helsingør, så her er det gået stille og roligt ned ad bakke. Jeg sidder nu permanent i kørestol, men min hjerne er kommet til at fungere næsten normalt igen. Jeg kan bare ikke læse - øv øv.
Lisbeth havde kæmpet med helbredet i flere år og var fra efteråret 2017 indlage 5 gange med små blodpropper, så jeg var klar over at det snart var slut. Hun døde den 3/7-2018, så nu bor jeg alene i huset sammen med en hund og en kat.


Udgave 3.0, revideret 24.03.2019

Send post til Webmaster: info"snabel-a"oz7ya.dk.